TV: Breaking Bad (2008-2013)

De fleste TV-serier har det med at falde i kvalitet, jo længere tid de får lov til at udfolde sig på skærmen. Det seneste eksempel på dette er Dexter, der i seriens sidste sæson var intet mindre end en tåkrummende affære at overvære. Fuck Dexter. Sideløbende med at sidste sæson af pivringe Dexter skuffede alverdens seere, var man dog så heldig, at der var en perfekt serie at følge: Breaking Bad.

Breaking Bad er et paradeeksempel på, hvordan serier bør være: En serie der kun bliver bedre, jo mere historierne og karakterne får lov til at udfolde sig. Serien er intet mindre end fantastisk. Handlingsforløbet er eminent, karakterne multidimensionelle - og cinematografien er en grund i sig selv til at serien.

Serien tager sit afsæt i Walter White (spillet af Bryan Cranston). Han er fyldt 50, har kone og en handicappet søn, arbejder som kemilærer (med en sidegesjæft på et bilvaskeri, for at få det hele til at løbe rundt), og ja, så har han fået konstateret uhelbredelig kræft. Det er med andre ord ikke en dans på roser, at være Walter White, og sidstnævnte er katalysator for den erkendelse, at han kun er her på lånt tid.

Tanken om at skulle forlade denne verden med kone og børn (ja, konen Skyler er gravid), får Walter til at påbegynde småkriminelle aktiviteter med henblik på at kunne forsørge familien lang tid efter, at han er væk. Walters plan er at udnytte sin viden om kemiske processer til at producere metamfetamin. Dette fører til et møde med en kriminel verden, der i begyndelsen forekommer Walter yderst fjern, men som tiden går og de småkriminelle forbrydere udskiftes med hårdkogte narkobaroner, virker mere og mere som hans kald. Mere tør jeg ikke sige om handlingen i serien, da linjerne allerede nu er på vej til at opnå spoilerpotentiale.

Sæson 5 kørte i to dele, og der var næsten et helt års mellemrum mellem dem. Det var venetiden værd, og det gav mig mulighed for, at jeg kunne nå at gense hele serien, før sidste halvdel af sæson 5 begyndte. Det er fair at sige, at serien efterlod et tomrum på højde med det jeg havde, da jeg havde set The Wire. Så god er den.

Jeg er ikke alene om at kunne lide denne serie, og Knud Hvilsted har anbefalet serien i forskellige sammenhænge (han var ligeledes opsat på, for år tilbage, at jeg skulle se nærværende serie). Det er ligeledes så godt som umuligt at finde en oversigt over de bedste serier fra de senere år, hvor Breaking Bad ikke indtager en velfortjent placering.

Det er en guldalder for amerikanske TV-serier i disse år, og selvom dine venner siger, at du bør se både The Wire, Game of Thrones, The Walking Dead, The Sopranos og så videre, kommer vi ikke uden om, at de to serier, der bør være øverst på din prioriteringsliste, er The Wire... og Breaking Bad.

TEKNOLOGI: Khan Academy

Dette indlæg kunne være en lang beskrivelse af Khan Academys hjemmeside. Her kunne jeg grundigt beskrive hvad man finder på hjemmesiden, hvordan siden er bygget op, hvorfor siden er værd at besøge og så videre.

I sidens ånd vil det bedste dog nok være at henvise til nedenstående TED talk, hvor sidens stifter Salman Khan giver en beskrivelse af sidens formål og funktion. Den varer 20 minutter, men som de fleste andre TED talks, er den det værd.

Jeg har haft en bruger på siden i 8 måneder. I den tid har jeg fået set en række videoer og taget forskellige matematikprøver. For mit vedkommende er det nok især gamification elementet der motiverer. Plus selvfølgelig muligheden for at få styrket ens færdigheder.

Khan Academy er skønt og gratis, og der er ingen tvivl om, at initiativer som dette vil påvirke fremtidens uddannelse. Specielt i lande hvor uddannelse af høj kvalitet på nuværende tidspunkt er en mangelvare.

Det eneste negative aspekt ved Khan Academy jeg i skrivende stund kan komme i tanke om, er muligheden for på sigt at undervise flere børn med færre lærere grundet teknologiske fremskridt (dette er selvfølgelig kun negativt for lærerne). Terry M. Moe har skrevet en bog om dette med fokus på hvordan lærernes fagforening i USA har haft succes med at forhindre teknologiske fremskridt i klasselokalerne. Det kan du høre mere om i dette interview på YouTube.

Sidder du og får lyst til at lære lidt mere (for eksempel kunsthistorie eller organisk kemi), så besøg Khan Academy. Siden er på engelsk, men KMD og Løkkefonden er ved at få oversat en del af videoerne til dansk (dog primært nok de videoer der retter sig til det yngre publikum, der ikke forstår engelsk endnu).

Held og lykke med Khan Academy.

SPIL: Civilization V

Civilization er et af de mest stabile og driftsikre serie af strategispil der nogensinde er lavet. Siden 1991 hvor 1'eren slog igennem, har spillet udviklet sig, fra et relativt simpelt gameplay, til et sofistikeret spil, der bedst af alt minder om sjov blanding mellem Age of Empires, Risk og Sim City. Spillet har en umættelig variation af handlemuligheder, og har kostet uendeligt timer hos Civfanatics verden over. Civilization er også kendetegnet ved, at have en bred følgeskare, der løbende udvikler tilføjelser og udvidelser til spillet.

Civilization adskiller sig samtidigt fra andre strategispil, ved at være turbaseret. Trods dette giver et noget statisk gameplay, er det alligevel mindst lige så spændende som realtime strategispil. Man kan i den seneste udgave vinde spillet blandt andet ved at bygge kultur, skabe diplomati, samle points, flyve først til Mars eller ved militær dominans.

Spillet har altid været historisk inspireret, og man spiller derfor med rigtige nationer og ledere, som hver har deres unikke fordele. Spillet er også spækket med historiske og geografiske facts, og kan derfor være meddelagtig i en skjult almen dannelse, som er mange, især unge, vel ment.

Spillet findes i forskellige udgaver til både til PC, Mac og mange andre platforme, såsom PlayStation 3 og iPhone.

Kulturkanonen anbefaler derfor, at du ikke bare læser, men også leger dig til historisk og kulturel viden, gennem et par timer med dette fængende spil.

FILM: Oslo, 31. august (2011)

Oslo, 31. august begynder d. 30. august - og ender d. 31. august. Vi følger Anders, der er 34 år og har været i rehabilitering efter flere års narkomisbrug. Fraværet af et helt normalt liv skal ikke stoppe muligheden for at skabe en meningsfyldt tilværelse. Derfor tager Anders til jobsamtale i Oslo, hvor han i denne forbindelse får besøgt gamle venner og bekendte, der på den ene eller anden måde er ved at have fundet rodfæste i livet.

Dette fører til samtaler mellem mennesker der har truffet forskellige valg i livet og står overfor hver deres udfordringer. Den nævnte jobsamtale forløber på en facon der med sikkerhed ikke sikrer Anders det pågældende job, og derfra er det så et spørgsmål om at tackle de udfordringer, tilværelsen i løbet af en dag i Oslo, kan byde én.

Der er tale om en yderst spændende film. Den er melankolsk i sit udtryk og tilnærmelsesvist deprimerende. På den rigtig, rigtig fede måde. Filmen forløber i en orden og et tempo i en virkelighed, der cementerer hverdagens stilfærdighed og magtesløsheden hos hovedpersonen Anders. Efter afvænningsopholdet fra det der før gav mening i hans liv før, er det ikke uden de store vanskelighede at forestille sig at skabe en ny tilværelse. Anders fremstår som en blanding af en kultiveret, intelligent narkoman som Steso i Jakob Ejersbos Nordkraft og en af de skæbner man finder i Peter Seebergs bøger. Det fungerer over al forventning.

Jeg har ikke set instruktøren Joachim Triers anden spillefilm, Reprise fra 2006, men nærværende film har overbevist mig om, at jeg skal se den på et tidspunkt. Oslo, 31. august er en rigtig god og flot norsk film, og har man det fint med det afslappede tempo i filmen, skal man ikke snyde sig selv for denne, der sammen med Jodaeiye Nader az Simin, Drive og The Artist, i skrivende stund er blandt mine favoritfilm fra 2011.

MUSIK: Somebody That I Used to Know - Walk off the Earth (Gotye - Cover)

Du har nok hørt det belgiske one-hit-wonder, Somebody That I Used to Know, som er en enormt fængende melodi og særdeles velskrevet tekst. Jeg tror der er født en evergreen. Den er på youtube set af næsten 100 millioner mennesker i skrivende stund.

Men i dette indlæg vil jeg gerne anbefale det nok bedste cover der nogensinde er lavet. Opstillingen er simpel. Fire mand, en dame - og én guitar. Enjoy.

FILM: The Artist (2011)

»I won't talk! I won't say a word!«

Transformationen fra stumfilm til talefilm var ikke lige overkommelig for alle, og som altid når nye vilkår indtræffer, kan det føre vanskeligheder med sig. Implikationerne af filmbranchens tekniske fornyelser bliver blandt andet skildret i klassikeren Singin’ in the Rain (1952), der foregår i 1927, hvor ikke alle stumfilmsstjerner egnede sig til nu for eksempel at skulle synge musicals.

The Artist tager også sit afsæt i 1927. Vi følger George Valentin, en Hollywood-stjerne med kvindeforføriske evner, der er på toppen af sin karriere og om nogen har styr på livet. Han har et ego af dimensioner og besidder noget af det tætteste han kan komme på kunstnerisk såvel som økonomisk autonomi.

Ind i billedet kommer en beundrer af George i form af den smukke Peppy Miller. Hun er energisk og bliver ved et tilfælde danser i en film. Stabilt og sikkert får hun over de næste år bygget sit navn og karriere op, og forandringen ulmer under overfladen. Omvendt må George Valentin erfare, at han ikke er en del af fornyelsen. Fra at være en del af ensemblet finder han sig nu i en ny position, der bedst kan beskrives ved en meget mindre grad af kunstnerisk såvel som økonomisk autonomi. Herfra udfordres Georges selvopfattelse og det hele er ingenlunde fryd og gammen.

Filmen er, som du nok er bekendt med, en stumfilm i sort/hvid, men lad det ikke skræmme dig. I en tid hvor biograferne satser på 3D-teknologi og andet der skal få folk til at gå i biografen, er det vidunderligt med et modstykke til dimensionstilføjelse og visuelle effekter. Nuvel, skal det være 3D og bulder og brag før du kan holde dig vågen i biografmørket, er denne film ikke at anbefale, men har du bare et minimum af interesse for film der vil mere end nævnte, bør du ikke snyde dig selv for The Artist.

Vi har at gøre med en unik film præget af flotte billeder og en unik lydside. Skuespillet og historien fungerer eminent, og der er kælet omhyggeligt for detaljerne. Der er drama og humor (blandt andet med et humoristisk twist a la i The Apartment (1960)). Det er – med andre ord – en anbefalelsesværdig film. Det er da også med rette at den er publikums- såvel som anmelderrost (den har blandt andet fået 6 stjerner/hjerter).

Sidste år op til Oscar-uddelingen skrev jeg om The King’s Speech, at »[j]eg er ikke et sekund i tvivl om, at nærværende film nok skal vinde en masse Oscars«. Det samme gør sig i år gældende for The Artist.

SPIL: Elasto Mania (2000)

Ser man på markedet for computerspil, ser man over tid en rivende udvikling på næsten alle fronter. Grafik, gameplay og alt er blevet vildere. Selv specifikationskravene der skal være opfyldt for at ens hardware kan trække spillet, bliver større. Jeg spiller sjældent computerspil, så det kan ikke betale sig at investere i vildt hardware der kan trække de nyeste spil. Derfor er Elasto Mania et godt spil på min laptop.

Spillet er i 2D og kræver så godt som intet af din computer. Det prøver ikke at fascinere dig med grafiske overraskelser. Tværtimod. Det kræver ikke at man bruger et helt tastatur til at udføre alverdens trick, men spillet er ikke simpelt af den grund.

I spillet sidder du på en motocross-cykel. Du kan ikke hoppe af, men skal køre rundt og samle æbler. Yep, æbler. Når alle æbler er samlet ind, skal du ramme en blomst. Yep, blomst. Spillet er bygget op i levels, og når du har gennemført et level, kommer du til det næste, hvor sværhedsgraden øges fra level til level (som man kender det fra så mange andre spil).

Det første man forsøger på er at gennemføre et level. Når man spiller det igen, bliver det så et spørgsmål om at gennemføre det så hurtigt som muligt - selvfølgelig med henblik på at slå sin egen rekord. Der er et halvt hundrede levels i Elasto Mania - men med lidt snilde kan man skaffe flere tusinde levels, og så er der udfordringer nok til et helt liv.

Elasto Mania kræver kun et par piletaster og en mellemrumstast, men det er ingenlunde simpelt. Forskellen på begynderen og mesteren i dette spil er kolossal. Evnen til at bruge cyklen, banen og tyngdekraften rigtigt - og kombinere dette med en god strategi til at indsamle æblerne hurtigst, kommer ikke af sig selv, men kræver mange timers spil.

I nærværende spil er der mange timers vanedannende underholdning. Og du vil aldrig nogensinde kunne gennemføre dette spil, så det er kun interessen for spillet der sætter grænsen for, hvor mange timer der vil blive brugt på Elma (som spillet hedder i daglig tale). Den eneste ulempe ved spillet er, at det, hvis man er lovlydig internetbruger, ikke er gratis.