Jeg har været i den heldige situation at have mulighed for at se alle film der er nomineret til en Oscar for best picture. Blandt de nominerede film skal der ikke herske nogen tvivl om, hvilken der er min favorit: The King’s Speech (da. Kongens store tale). Faktisk er filmen så god, at jeg varmt kan anbefale den.
The King’s Speech er så gennemført, at den er bedre end alle de andre nominerede film. Det er da heller ikke uden grund, at filmen er nomineret til flest Oscar-statuetter, nemlig 12 af slagsen. Der kan være forskellige forklaringer på hvorfor at filmen vinder, men den bedste jeg kan komme med er, at det bare er den bedste film.
Filmen handler om Bertie der uventet bliver konge. Bertie, der bliver Kong George 6., har det problem, at han stammer. Dette er et problem i hverdagen, men værst når der skal holdes store taler ved særlige lejligheder. Og da Bertie ikke har det store held med at få hans taleproblem under kontrol, må der ske noget ekstraordinært.
Gennem hans smukke kone får han kontakt til talepædagogen Lionel Logue, en aldrende skuespiller uden den store succes i livet, der bruger mindre konventionelle metoder for at få folk til at undgå at stamme. Lionel og George kommer tæt på hinanden gennem deres fælles ønske om at få George til at tale. De er dog ikke helt enige om midlerne.
Mange af scenerne i filmen er da også bygget op på netop konflikterne mellem konge og talepædagog, og de holder en noget nær perfekt standard. Specielt skuespillet er nævneværdigt og ses sjældent så godt. Til trods for, at der er rigtig meget dialog i filmen, bliver den på ingen måde hverken langtrukken eller kedelig.
Jeg har aldrig selv stammet, men kender godt til følelsen af at ens taleevner kan være alfa omega i visse sociale sammenhænge. På mange måder kan jeg derfor også sagtens identificere mig med nogle af Georges problemer i filmen. Det handler derfor ikke kun om de problemer en mand kan have med at tale, men man kommer til at fundere nærmere over, hvilket redskab talen i det hele taget er.
En statsleder skal kunne tale. Hvem kunne forestille sig en Barack Obama der ikke kunne holde en god tale? Det er da heller ikke kun på grund af den historiske skildring og kontekst at der vises billeder af Adolf Hitler i filmen. Han formåede bl.a. vha. talens magt at samle nationen og gøre den krigsførende. Det samme pres ligger på Kong George 6. og hans krigstale. Han må mestre talen og vise handlekraft og selvsikkerhed.
Kongens store tale er da også filmens endelige klimaks. Her hvor at George skal træde i karakter som en statsmand og holde sit livs tale. Det er ligeledes her at det manifesteres hvilken smuk film der er tale om, da George i hans tale akkompagneres af Ludwig van Beethoven. Ren poesi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar