Kulturkanonen

SPIL: Elasto Mania (2000)

2011-10-23T23:31:00.001+02:00

Ser man på markedet for computerspil, ser man over tid en rivende udvikling på næsten alle fronter. Grafik, gameplay og alt er blevet vildere. Selv specifikationskravene der skal være opfyldt for at ens hardware kan trække spillet, bliver større. Jeg spiller sjældent computerspil, så det kan ikke betale sig at investere i vildt hardware der kan trække de nyeste spil. Derfor er Elasto Mania et godt spil på min laptop.

Spillet er i 2D og kræver så godt som intet af din computer. Det prøver ikke at fascinere dig med grafiske overraskelser. Tværtimod. Det kræver ikke at man bruger et helt tastatur til at udføre alverdens trick, men spillet er ikke simpelt af den grund.

I spillet sidder du på en motocross-cykel. Du kan ikke hoppe af, men skal køre rundt og samle æbler. Yep, æbler. Når alle æbler er samlet ind, skal du ramme en blomst. Yep, blomst. Spillet er bygget op i levels, og når du har gennemført et level, kommer du til det næste, hvor sværhedsgraden øges fra level til level (som man kender det fra så mange andre spil).

Det første man forsøger på er at gennemføre et level. Når man spiller det igen, bliver det så et spørgsmål om at gennemføre det så hurtigt som muligt - selvfølgelig med henblik på at slå sin egen rekord. Der er et halvt hundrede levels i Elasto Mania - men med lidt snilde kan man skaffe flere tusinde levels, og så er der udfordringer nok til et helt liv.

Elasto Mania kræver kun et par piletaster og en mellemrumstast, men det er ingenlunde simpelt. Forskellen på begynderen og mesteren i dette spil er kolossal. Evnen til at bruge cyklen, banen og tyngdekraften rigtigt - og kombinere dette med en god strategi til at indsamle æblerne hurtigst, kommer ikke af sig selv, men kræver mange timers spil.

I nærværende spil er der mange timers vanedannende underholdning. Og du vil aldrig nogensinde kunne gennemføre dette spil, så det er kun interessen for spillet der sætter grænsen for, hvor mange timer der vil blive brugt på Elma (som spillet hedder i daglig tale). Den eneste ulempe ved spillet er, at det, hvis man er lovlydig internetbruger, ikke er gratis.

SPIL: Angry Birds

2011-10-17T00:07:00.002+02:00

Angry Birds er nok et spil, der ikke behøver nærmere præsentation, hvis man ejer en smart phone. Spillet som har taget verden med storm, siden det blev lanceret i december 2009, går i alt sin enkelthed ud på at skyde små fugle med forskellige egenskaber, efter muntre grise, som gemmer sig i landskabet. Målet er at vælte de platforme grisene står på. Egentligt kræver spillet ikke ydereligere forklaring. Det er så intuitivt og simpelt, at det bare er at kaste sig ud i det. Det har blandt andet Salman Rushdie, David Cameroun og Mad Men stjernen, Jon Hamm også gjort.

I dag findes spillet på alle mulige slags platforme, og der er blandt andet lavet en spillefilm, samt en temapark i Kina over de populære fugle, hvis eneste mål i livet er at vælte grise, eller sætte andre fugle fri.

Spillet er utroligt billigt, hvis man tager i betragtning hvor mange timer man kan bruge på det. For 6 kr, kan du købe et af de tre versioner der eksisterer i app-store eller til android, som det oprindeligt er udviklet til. Investeringen giver dig baner nok til uafbrudt spil i flere dage, ligesom du også får nye baner leveret ganske gratis når spillet bliver opdateret, hvilket det gør ganske jævnligt.

Skulle du have lyst til at prøve spillet på din PC, har Google lavet en version til Chrome, som du kan prøve her.

Go fornøjelse!

FILM: Commando (1985)

2011-10-15T22:45:00.001+02:00

En af mine absolutte yndlingsfilm inden for actionfilmsgenren er Commando fra 1985. Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at der er lavet utallige actionfilm efterfølgende der har en bedre historie, bedre effekter, bedre skuespil og så videre. Der er dog ingen actionfilm der tiltaler mig som Commando.

Indrømmet: Jeg har svært ved at argumentere objektivt og nøgternt for, at denne film er fantastisk. Den er fremragende fordi jeg har set den alt for mange gange som barn. På IMDb ligger den med 6,3 ud af 10 (hvilket er ret lavt), hvilket også er grunden til, at jeg har filmen med på min korte liste over undervurderede film.

Det er vanskeligt at eksplicitere hvad der gør denne film unik, men jeg kan med rette spørge: What's not to like? Arnold Schwarzenegger er hårdtpumpet og cool, alt er så fandens 80er-agtigt på den fede måde, dialogerne er fyldt med oneliners der ikke kan eller bør laves længere - og der er action, humor, eksplosioner og alt hvad der kræves af en rigtig actionfilm.

Arnold Schwarzenegger spiller i Commando den pensionerede John Matrix. Han har slået sig ned væk fra stress og jag sammen med hans datter Jenny, hvor de nyder livet og hygger sig med badning, is og hvad livet ellers byder på af herligheder. Onde kræfter er dog ude efter John Matrix, og disse får held med at bortføre hans datter Jenny. Vores helt Arnold bliver af de onde kræfter sat på en mission, som skal klares inden for et døgn.

Han har dog ingen intentioner om at fuldføre missionen, hvorfor døgnet skal bruges effektivt på at få fundet og befriet sin datter. Dette resulterer i at Arnold kommer på noget af en tur, hvor betegnelsen one man army næppe finder nogen bedre anvendelse.

Der er ingen væsentlig grund til at dvale ved handlingsforløbet i filmen. Det følger en simpel struktur. Det er til trods for den hæsblæsende action befriende afslappende. Vi følger den gode helt mod de onde skurke. Og uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at de gode uomtvisteligt vinder. Sådan er det med actionfilm. Og sådan var det i 80erne.

TV: Six Feet Under (2001-2005)

2011-10-10T00:03:00.001+02:00

Der findes en del TV-serier der tager udgangspunkt i familier som ikke er helt normale. Dette er logisk nok. Specielt i dette tilfælde. Lige så uinteressant som en helt almindelig familie vil være på TV, lige så interessant er det at følge den på alle tænkelige måder dysfunktionelle familien Fisher i Six Feet Under.

I Six Feet Under følger vi familien Fisher der driver et kapel hvor der varetages alt fra forberedelsen af begravelser til afholdelsen af samme. Der balsameres lig, sælges kister, laves blomsterbuketter og alt hvad der ellers hører sig til den kapitalistiske kunst at tage afsked med de døde.

Døden er da også et gennemgående tema i serien - og dermed bliver livet det automatisk også. Hvert afsnit indledes med et dødsfald (eller rettere sagt en ny kunde til familien Fishers familieforetagende), hvor afdøde bliver bisat i husets kapel. Dette er dog ikke ensbetydende med, at døden er det »eneste« tema der tages op. Tværtimod.

I serien er der så godt som ingen grænser for, hvilke temaer og emner der tages op i løbet af de 5. sæsoner, serien strækker sig over. Alle tænkelige former for komplekser i forhold og familier tages op, seksualitet, moralske spørgsmål, stoffer, religion, identitetskriser, ansvar og så videre. Hvis det var en film vi havde med at gøre, ville denne bredde ske på bekostning af dybden og resultere i en overfladisk tilgang til nævnte. Givet serieplatformens mulighed for karakterfordybelse og narrative forløb der strækker sig over mange, mange timer, lever man sig i Six Feet Under ind i universet og specielt de personer der lever i det.

Skuespillerne er da også en klasse for sig selv. Specielt gør Michael C. Hall det godt som den homoseksuelle David der skal stå i spidsen for familieforetagendet efter at faderen dør i en bilulykke i det første afsnit. De fleste vil måske kende Michael C. Hall fra hans rolle som Dexter Morgan i serien Dexter. Der er dog også nogle ligheder mellem karaktererne David og Dexter. Begge har det svært med kærlighed, begge fungerer ikke godt socialt, begge har dialoger med deres afdøde far, begge arbejder med lig, begge gemmer på hemmeligheder m.v.

Bag serien står Alan Ball der nok er bedst kendt for at have instrueret filmen American Beauty (1999). Har man sendt denne film, ved man hvad Alan Ball er i stand til, og kunne man lide American Beauty, har jeg meget svært ved at forestille mig, at man ikke vil kunne lide Six Feet Under.

For godt et år siden lavede jeg et indlæg med 15 gode serier. Six Feet Under var en af de serier jeg var sikker på skulle med på den liste - og skulle jeg lave listen i dag, ville jeg ikke betvivle dens placering på listen over mine absolutte yndlingsserier.

FILM: Bin-jip (2004)

2011-10-09T23:59:00.000+02:00

I ny og næ bør man prøve at se film produceret uden for Hollywood eller Europa. I asiatiske film er man garanteret, at blive mødt af noget nyt, hver gang man tager chancen og giver dem en chance. Det særlige ved asiatiske film er ofte, at filmene naturligvis afspejler den kultur de foregår i. Der er normer, traditioner og værdier, der er helt fremmede eller uforståelige for vesterlændinge, og som kræver en helt særlig tålmodighed for at forstå. På trods af dette, kan det ofte være befriende, at se hvordan andre folkeslag takler eksempelvis kærlighed.

Netop dette finder vi i den sydkoreanske film Bin-jip fra 2004.

Filmen tager udgangspunkt i en ung fyr, som kan betegnes som en samvittighedsfuld indbrudstyv. Han rejser omkring og bryder ind i tomme huse, hvor han udnytter de bortrejstes ufrivillige gæstfrihed. Han ernærer sig af deres køleskabe, vasker sig i deres badeværelser og sover i deres senge. Men samtidigt rydder han op efter sig selv, reparerer ødelagte brugsgenstande og vander deres planter. Og tager ingenting med sig, når han rejser, udover et billede af sig selv i stedet han har beboet.

Ligesom i eventyret, Guldlok og de tre bjørne, ender det selvfølgelig også med, at han bliver opdaget. Han bryder ind i et hus, hvor han ikke er alene, men finder en sørgmodig ung pige, som han meget hurtigt udvikler et forhold til. Dette er umådeligt interessant at følge, da pigens skæbne allerede er beseglet hos den mand hun lever hos.

Filmens univers, tempo og stil, krydret ved den originale historie gør, at det ikke er en oplevelse man bør snyde sig selv for.

En øvrig god dækkende dansk anbefaling kan du finde her.

TEKNOLOGI: IMDb.com

2011-10-02T23:22:00.001+02:00

Ind i mellem støder man på folk som hverken bruger, eller har hørt om Internet Movie Database (IMDb). Og det er skam. IMDb er nemlig det mest omfattende filmkatalog der eksisterer, med trivia og fakta omkring filmenes rollebesætninger, instruktører, producenter, makeup-artister, klippere og meget andet. Siden indeholder citater, trailers, filmnyheder, hitlister og meget andet. Sitet bliver brugt professionelt af stort set alle landes filmproducenter, og derfor er det ikke kun information om amerikanske produktioner man kan finde. Siden indeholder desuden også informationer om serier og computer- og konsolspil.

En af sidens helt store styrker er, at den har en enorm trafik og kan prale af, at være et af verdens mest besøgte internetsider. Denne brugertrafik bliver genereret til noget enormt nyttigt; nemlig karaktergivning. Man har gennem sitet mulighed for at oprette sig som bruger, og være med til at give andre brugere sit besyv med på alverdens film, ved at give fra en til ti stjerner. Takket være sidens massive brugertal, har man også mulighed for at se hvad eksempelvis kvinder mellem 18 og 29 gennemsnitligt rater en film, hvilket kan være praktisk, hvis man skal invitere en sådan en i biografen.

Fordelen ved dette er, at man ikke altid kan stole på anmelderne. I min verden, er de ofte mænd mellem 30 og 60. De afskyr Hollywood og elsker som regel Lars von Trier og andre skæve eksistenser. Ofte dækker de ikke rigtigt mine præferencer, og derfor går jeg langt uden om anmelderne, når jeg overvejer en tur i biografen, men sætter i stedet for min lid til IMDb-brugerne, da de ofte rammer mere plet, end anmelderkorpset.

Er du glad for film, eller vil undgå skuffelser inden du lejer en film eller går i biografen, så gem IMDb i dine bogmærker eller download IMDb's app til din smartphone, således du har en troværdig anmelder ved din hånd hele tiden.

FILM: Drive (2011)

2011-10-02T22:02:00.000+02:00

Drive er en fascinerende fed film. Den indeholder biljagter og action, men der er ikke tale om en film der vækker associationer til Fast & Furious og Transporter-filmene eller lignende såkaldte drengerøvs-actionfilm. Måske er det faktisk dér at forklaringen skal findes på, at nærværende film er en rigtig god film.

Først og fremmest skal det slås fast: Drive er ikke en kedelig film. Man er tværtimod opslugt af filmen fra første til sidste sekund. Der er yderst intense scener, plottet fungerer, den er smuk - både visuelt og auditivt. Hvad angår sidstnævnte mener jeg selvfølgelig musikken der akkompagnerer billedsiden utrolig godt, men også de lyde der udgør detaljerne, som for eksempel når den unavngivne hovedperson (spillet af Ryan Gosling) presser sin hånd sammen og man kan høre hvordan hans læderhandske vrider sig. Det er intet mindre end smukt.

Filmens hovedperson er god til at køre bil. Det er da også på den måde han tjener til dagen og vejen. Han er stuntmand, arbejder på et værksted, og så er han chauffør når der begås kriminalitet. Det er da også de evner han vil bruge, da en dame og hendes søn kommer i fare.

I hovedrollen finder vi som skrevet Ryan Gosling. Den første film jeg så med ham var Remember the Titans, men det er først fra The Notebook, at jeg mindes hans præstation, der var på et yderst højt niveau. For nogle måneder siden så jeg Blue Valentine, der ligeledes varmt kan anbefales. Og nå jo - Drive er instrueret af Nicolas Winding Refn, men det ved du jo nok selvfølgelig allerede.

På nuværende tidspunkt ligger filmen som nr. 107 på IMDbs top 250-liste. Den vil uden tvivl falde over de kommende par måneder (som de fleste nye film der rammer IMDbs top250 gør), men ikke desto mindre pointerer den flotte placering én ting: Filmen er mainstream. Og det er ikke på den dårlige måde.

Det er befriende at se en film der kombinerer biljagt, vold og det der er værre, med en handling der rækker videre end til bunden af popcornsbakken. Du kan i skrivende stund stadig nå en tur i biografen og se denne film, hvilket jeg kun kan anbefale, hvis du ikke allerede har været der.

TV: For lækker til love

2011-09-18T00:45:00.001+02:00

Hvorfor anbefaler jeg dette program? Hvorfor ser jeg det overhovedet? Hvorfor skal du bruge tid på det? Det er nogle af de spørgsmål jeg forhåbentlig vil give et svar på i dette indlæg. For at besvare disse spørgsmål vil jeg dog hellere tage udgangspunkt i et helt fjerde spørgsmål: Kan man være for lækker til kærlighed?

Mit svar må være nej. Man kan nok ikke være for lækker til love. Faktisk er titlen ’For lækker til love’ selvmodsigende, da de fleste sikkert gerne vil have, at deres partner er attraktiv. Programmet handler derfor heller ikke om mennesker der igen og igen får afslag af det modsatte køn (eller samme køn i den homoseksuelle Gustavs tilfælde), fordi de er for flotte. Programmet handler om mennesker med så store egoer, at det forekommer usandsynligt, at de nogensinde vil kunne se et andet menneske i øjnene og tillægge den samme respekt som de dagligt finder ved et kig i spejlet.

Det er et bestemt segment der skildres i For lækker til love. De unge der følges i programmet kunne i princippet lige så godt være deltagere i Paradise Hotel. De fremtrædende (ydre) værdier der praktiseres er præget af en ualmindelig høj grad af pseudoindividualisme og mangel på tankevirksomhed der vidner om nogen som helst fri vilje. Det hele handler om mærkevarer, sex, udseende, penge, træning og lignende der alt sammen tilsyneladende gør livet værd at leve.

I programmet følger vi deltagerne og deres gøremål. Man følger »skønhederne« i motionscentret (som forberedelse til en date), ude og shoppe (som forberedelse til en date), på skønhedsklinik (som forberedelse til en date) og så videre. Det er overordnet det, at det meste af hvert program går med, og det er selvfølgelig i sig selv ikke det mest interessante. Det mest interessante er, når disse mennesker konfronteres med deres potentielle partner - og skal vurdere hvorvidt et andet menneske er deres værdifulde ego værdigt. Det er ingen selvfølgelig.

Der er i programmet sjovt nok heller ikke tale om folk der er exceptionelt smukke. Nuvel, der er selvfølgelig ingen overvægtige eller decideret grimme med i programmet, men der er heller ikke tale om mennesker der adskiller sig radikalt fra den gennemsnitlige attraktive unge dansker. Det er udelukkende deres forkærlighed for dem selv, der skaber nogle situationer, der egner sig godt til TV. En passende titel på programmet kunne derfor uden problemer være: For selvoptaget til kærlighed.

For lækker til love kører på 2. sæson nu. I 2. sæson er alle personerne skiftet ud med undtagelse af Søren og den karismatiske (men dog desværre alt for iscenesatte) Gustav. Det er nu ikke fordi de enkelte personer adskiller sig så synderligt meget i forhold til deres forkærlighed for sig selv, så de grundlæggende temaer og problemstillinger i programmet er de samme fra afsnit til afsnit - og fra sæson til sæson.

Jeg ved ikke om det kan anbefales, at man ser alle afsnit. Programmet har sine sjove øjeblikke og er alt i alt ganske simpelt. Det er godt at alle programmer ikke er så primitive som dette. Strukturen er den samme i hvert program, og du vil godt kunne argumentere for, at et par afsnit af denne serie er nok. Derfor skal jeg også anbefale, at man ser i hvert fald et par afsnit af denne serie - og får et indblik i hvordan nogle mennesker er.

Dette kan man bruge til at tænke godt og grundigt over hvad der gør, at man - hvis man ser bort fra sit måske mindre attraktive udseende - ikke deltager i sådan et program. Hvis du som tænkende individ kan distancere dig fra de mennesker der skildres, er du ét skridt nærmere at være et bedre menneske. For hånden på hjertet: I For lækker til love ser vi grimme mennesker der har et smukt ydre.

TEKNOLOGI: Audible.com

2011-09-04T20:11:00.003+02:00

Hvis du ikke er en dedikeret bogorm, men holder af indholdet i bøgerne, så har du siden 1400-tallet og helt frem til årtusindeskiftet, haft ringe forudsætninger for at sluge bøger, i samme omfang som du kan i dag.

I dag er det nemlig blevet muligt at sluge de bøger du elsker at læse, men aldrig kan nosse dig sammen til at læse. Og det er takket været lydbogen, som oprindeligt er blevet udviklet til folk med læsehandicaps, men siden digitaliseringen af lydmediet, er eksploderet i omfang. I dag behøves man hverken have problemer med læse en bog pga læsningsvanskeligheder, eller være bekymret for ikke at kunne have sine yndlingsbøger med i rejsetasken, da de fleste mp3-afspillere og telefoner i dag kan have dusinvis af bøger i hukommelsen.

Til at skaffe lydbøger, bruger jeg personligt selv Audible, som er en tjeneste der er ejet af Amazon. Audible har et uhørt stort katalog af ikke bare lydbøger, men også aviser, stand up, radio og magasiner.

Audible gør det nemt for dig at skaffe dine lydbøger, ved at lave apps til smartphones, ligesom de har et omfangsrigt udvalg af andre muligheder, såsom at; brænde CD'er, smide dine data på computeren, eller overføre din køb til næsten hvilken som helst mp3-afspiller.

Audible giver muligheden for at tegne abonnementer, hvor du kan betale en månedlig pris på eksempel $15. Her får man en lydbog af frit valg på deres katalog af +85000 titler, samt 30% rabat på øvrige køb. For knap 80 kr om måneden, kan du altså få de nyeste krimier, romaner, fagbøger, bibliografier og meget andet.

Takket været dette nemme og billige alternativ til almindelige bøger, får skribenten af dette indlæg med sikkerhed "læst" 12 bøger om året. Og det er nok ikke så ringe, for en ung fyr hvis gennemsnit normalt ligger på 4-8 om året, fraregner man hans studiebøger.

Audible indeholder primært engelske titler, men man kan også finde en række populære danske titler imellem.

Audible er helt sikkert et besøg værd, når du skal berige dig selv med litteratur af hvilken som helst art, men bare ikke har tiden eller lysten til at læse.

Du kan finde en anden dansk anbefaling af Audible her.

TV: The Wire (2002)

2011-07-21T01:26:00.000+02:00

Der er intet over eller ved siden af The Wire. Så simpelt kan det formuleres. The Wire er det bedste eksempel på, hvad det er der gør TV-serier til et fantastisk medie og en ideel kunstnerisk platform, når det kommer til historiefortælling. Her er vi ikke begrænset til et par timers koncentreret fortælling fra et bestemt miljø med bestemte karakterer. TV-serier kan introducere og udvikle temaer, personer og hele universer over utallige timer, og det er hvad The Wire gør på en fuldkommen unik måde.

Jeg har tænkt meget og længe over nærværende serie, og det eneste problem jeg kan komme frem til ved at se den, er dette luksusproblem, som en anden person har formuleret så godt: "My only problem with watching The Wire is that after finishing the series, nothing else compares. I can't watch regular TV or movies now without saying to myself constantly: The Wire did it better."

The Wire er med andre ord en serie der bare skiller sig ud. Serien handler om kriminalitetsbekæmpelse i den amerikanske by Baltimore med fokus på specielt narkokriminalitet. Vi følger i løbet af serien et hav af forskellige aktører - betjente, dealere, narkomaner, politikere, journalister m.v., der alle har hver deres interesser - ofte interesser der også skaber konflikter internt i de grupper de respektive aktører er en del af.

I den første sæson introduceres vi for konflikten mellem politiet og narkomiljøet, og de personer der udgør nævnte. I anden sæson introduceres havnearbejderne og fagforeningerne. I den tredje sæson kommer politikerne ind i serien (og her får serien for alvor dybde). I den fjerde sæson kommer uddannelsessystemet ind. I den femte og sidste sæson introduceres vi for de trykte nyhedsmedier.

Hvad der er beundringsværdigt ved The Wire er seriens kompleksitet og dybde. Narrativt i en sådan grad, at et eller flere gensyn aldrig vil blive kedelige. Tematisk ved at seriens emner forbindes på smukkeste vis, hvor at ingen problematik serien tager op, har en simpel løsning. Uddannelsessystemets problemer kan ikke isoleres, men hænger sammen med kriminalitetsbekæmpelsen og ikke mindst det politiske system og de politisk definerede mål.

Da seriens konstruktion er noget for sig selv, specielt hvad angår brugen af underlægningsmusik, klipning (eller manglen på samme) og tempoet generelt, kan det ligeledes være svært at komme i gang med den. De første afsnit kan virke tunge (hvilket alle afsnit er), men det er noget man vænner sig til i løbet af den første sæson, hvorefter man ser den med samme fornøjelse som man har set andre serier med. Det kan selvfølgelig være, at serien ikke tiltaler en, men en chance bør den have - også mere end bare lige det allerførste afsnit.

I takt med at man kommer ind i miljøet får man da også som ved andre serier sine yndlingskarakterer. Der er næppe nogen der ikke føler sig underholdt, når Omar er på skærmen. Eller senator Clay Davis. Eller McNulty. Ja, der er nok at vælge blandt.

The Wire er raffineret drama af den højeste kvalitet. Jeg kan kun håbe, at fremtidige serier vil lade sig inspirere af The Wire. I skrivende stund kan jeg ikke forestille mig nogen anden serie der kommer i nærheden af at slå The Wire. End ikke The Sopranos eller Six Feet Under.

TV: John Adams

2011-07-04T15:51:00.001+02:00

Den amerikanske TV-station HBO spytter fremragende historiske inspirerede serier ud, som en effektiv dansk avlsso spytter sprøde små lækre pattegris ud, til glæde for alt og alle.

Heriblandt serierne Six Feet Under, The Wire, Sopranos, Sex and The City og Rome, samt mini-serierne Band of Brothers og The Pacific, som mange måske kender fra dansk TV.

John Adams er en af de serier der måske i dansk sammenhæng er gået lidt ubemærket hen. Serien tager udgangspunkt i en af USAs founding fathers, John Adams, der ifølge allestedsnærværende Wikipedia, har fået en genoprejsning i amerikansk historie over de seneste år, kulmineret med blandt TV-serien af samme navn.

Serien starter med at følge John Adams politiske liv, i tiden op til uafhængighedskrigen i 1775, frem til hans død, nøjagtigt på 50-års dagen for den amerikanske uafhængigshedserklæring den 4. juli 1826. I øvrigt samme dag den anden og sidste af landets grundlæggere, Thomas Jefferson, dør.

Serien udstiller en historisk og visuel nøjagtighed, som viser de mange overvejelser og bekymringer de unge nation builders gjorde sig i skæret på landets fødsel. Man følger de indædte politiske kampe, som både blev vundet og tabt af John Adams, samt de personlige forhold og brutale ofringer man gjorde sig i nationens tjeneste.

Jeg kan ikke andet end anbefale denne et-hundrede-million-dollar dyre TV-serie, som særligt er et must-see for politisk og historisk interesserede. Forventer man krig og kærlighedsintriger som vi så i Nord og Syd, må man hovedsageligt se sig skuffet. Serien skildrer primært de politiske forhold der gjorde sig gældende, og som endte med at forsegle landets skæbne på godt og ondt.

TEGNESERIE: Calvin & Hobbes

2011-06-30T04:52:00.005+02:00

Jeg gætter på, at du er bekendt med tegneseriestriben af Bill Watterson, Calvin & Hobbes, eller Steen & Stoffer, som er den danske titel. Jeg vil dog ikke nødvendigvis gætte på, at det er en stribe du har brugt tid på at læse - eller har i sinde at gøre, men det burde du. Calvin & Hobbes-serien er nemlig yderst anbefalelsesværdig.

Stribens hovedpersoner er Calvin og Hobbes. Calvin er en ung dreng med en stor eventyrlyst og fantasi, som unge drenge så oftest har. Hobbes er Calvins tigerbamse, der kritisk følger ham i tykt og tyndt, og hvis egentlige eksistens synes at være afhængig af øjnene der ser. Dertil kommer en lang række bipersoner i form af Calvins mor, far, Susie Derkins (en pige der går i samme klasse som Calvin), Miss Wormwood (klasselærerinden), Moe (den onde ballademager) osv.

Calvin & Hobbes er på en og samme tid en mainstream-tegneseriestribe med lette oneliners og en stribe med politiske såvel som filosofiske temaer. Calvin & Hobbes er derfor ikke begrænset til det »klogere« publikum, men det pay-off man får ud af striben, vil - som med så meget andet - variere meget fra person til person. Mange striber kan dermed appliceres på filosofiske spørgsmål og problemstillinger. Jeg har selv før i en formidlingssituation anvendt en stribe, til at vise sikkerhedsdilemmaet i international politik.

Den komplette Calvin & Hobbes-samling med alle striberne fra 1985 til 1985 kan købes til en fornuftig pris, og der er uden tvivl tale om et værk, der er alle pengene værd. Den kan desuden læses online kvit og frit her. Såfremt man ikke er den store fan af det engelske sprog som striben originalt er skrevet på, er der muligheden for at købe danske oversættelser over flere bind.

Selv er jeg langt fra at have læst alle striberne. I ny og næ når jeg føler for det, laver jeg en kop varm kaffe, tager et af de tre bind fra den komplette samling ned fra min bogreol, lukker verden ude og hygger mig. Det kan som sagt kun anbefales.

MUSIK: Per Vers - EGO

2011-05-29T23:24:00.004+02:00

Den sidste anbefaling jeg skrev her på bloggen, var en anbefaling af Per Vers’ debutalbum, Vers 1.0. Nærværende anbefaling er også af Per Vers, denne gang dog af hans nyeste udspil, EGO. EGO er, som titlen indikerer, en CD om Per Vers og hans liv. Det er et på mange måder mere personligt værk sammenlignet med Vers 1.0, og det skaber et mere konsistent og fuldendt produkt. Dermed ikke sagt, at Vers 1.0 ikke er et fantastisk album, blot at Per Vers med EGO beviser, at han har udviklet sig som rapper og ikke har lavet en Vers 2.0.

Der er dog også ligheder mellem Vers 1.0 og EGO. For det første gæstes de begge af Povl Dissing. For det andet er der et outtro-track. For det tredje er det humoristiske aspekt med en misvisende titel på et nummer også brugt på begge albums, på Vers 1.0 i form af Black Power (hyldestsang til kaffen) og på EGO i form af Jeg tjener kassen (en sang om at være slave af TV-kassen).

Hvor at emnerne på Vers 1.0 indebærer piratkopiering, Christiania, skat og voldtægt, er det ved EGO nemmere at eksplicitere det overordnede emne: Pers ego. Det indebærer overvejelser om det at være i et forhold, det at blive ældre, det at blive far, det at have medvind - og modvind. Samtidigt. Den smukke kamp.

EGO kommer vidt omkring i følelsesregistret, dog uden at seriøsiteten og alvoren på noget tidspunkt forsvinder. Et nummer som Jeg tjener kassen er humoristisk, men uden udelukkende at være underholdning. Nummeret vækker desuden associationer til nummeret Too Hot For Tv af samme kunstner. De mest nævneværdige numre på CD’en er de mere personlige numre som Hav det godt og Uden navn. Begge er - som de resterende numre på EGO - af utrolig høj kvalitet, og sidstnævnte er desuden akkompagneret af freestyle-optagelser.

I min anbefaling af Vers 1.0 nævnte jeg, at EGO var under udgivelse, og i mellemtiden burde man anskaffe sig Vers 1.0. Til den liste kan du nu tilføje EGO. En gennemført produktion, der uden den mindste tvivl, fortjener at blive nævnt her på Kulturkanonen.

MAD: Coca Cola

2011-05-29T22:00:00.004+02:00

Den ubetingede dejligste drik i verden er den originale Coca Cola. Takket været denne uimodståeligt fristende læskedrik har undertegnede i flere år ikke haft behov for at fylde sig med panodiler efter en bytur, eller fordøjelsespiller mod ustabilitet i maven.

Lyden af skruelåget der knaser når man åbner en flaske er uvurderlig. Lyden af det korte, men intense brus der frigives, aktiverer alle sanser og forventninger i kroppen.

Oplevelsen af en kold Coca Cola indfrier altid ens høje forventninger. Sukkeret, koffeinen og bruset stiger straks til hovedet - hvilket frigiver et utal af dopaminstoffer og andre belønningsfaktorer der måtte bifalde gudedrikken. Den første slurk af læskedrikken giver personligt mig altid en smule tårer i øjnene, der enten skyldes kemi eller bare ren kærlighed.

Desuden har Coca Cola også en fantastisk spændende historie bag sig. Eksempelvis kan vi takke Coca Cola for julemanden, som vi kender ham i dag. Coca Cola er også en af verdens mest kendte brands. Coca Cola har som et af de eneste gigantiske forretningsimperier i verden, mere eller mindre kontinuerligt beholdt deres logo siden deres grundlæggelse, for 125 år siden. Se mere om Coca Cola her.

MUSIK: Per Vers - Vers 1.0

2011-02-23T22:59:00.004+01:00

Hvis man kender lidt til dansk rap, er der en chance for, at man er stødt på Per Uldal, bedre kendt under aliaset Per Vers. Jeg vil i nærværende indlæg anbefale Per Vers’ debutalbum som soloartist, Vers 1.0. Først og fremmest er det dog vigtigt at slå fast, at Per Vers har lavet andet eminent dansk rap end lige dette album, specielt i oldschool gruppen Sund Fornuft.

Sidste år forsøgte jeg på at lave en top 50 over de danske rap-numre jeg synes bedst om. På denne liste blev der plads til hele 4 numre fra Vers 1.0. Og jeg kunne i princippet på en god dag sagtens have tilføjet flere numre fra CD’en til den liste. Ikke desto mindre er det klart, at vi har at gøre med en CD der har så gennemførte produktioner, at hele pladen er en sikker vinder.

Jeg vil ikke komme ind på alle sange fra CD’en i dette indlæg, men blot fremhæve et par få. Resten må du, kære læser, selv tjekke ud. Intro-sangen indledes med råb og skrig af komikeren Simon Jul Jørgensen, og derfra kan det kun blive bedre - og det gør det virkelig også.

Black Power er nok uden sammenligning det nummer fra albummet at de fleste er bekendte med. Det fik i hvert fald airplay i æteren og musikvideoen hvor man ser en søvndrukken Per, nåede ud i diverse musikprogrammer. Sangen er ikke, i modsætning til hvad man umiddelbart skulle tro, en sang om race, men blot en humoristisk hyldest til den sorte mirakeldrik - kaffen.

City of Dreams handler om at vokse op på landet og ikke være den sejeste dreng i klassen. Om at have drømme om at komme til storbyen og blive kunstner. Der er et godt tempo i tracket og er et af de numre man godt kan undre sig over, ikke fik mere rotation. Desværre.

Det nummer der dog uden tvivl er mit absolutte yndlings på denne plade, er Trøstesløs Café, der gæstes af Povl Dissing og Rune T. Kidde. ikke alene er teksten fængende med gode rim og oneliners, men beatet kombineret med de to nævnte gæsteoptrædener, skaber en melankolsk stemning der sjældent er hørt før i noget dansk rap.

Per Vers er på vej til at udgive hans næste CD ”EGO”, men i mellemtiden kan jeg kun anbefale, at man anskaffer sig dette værk. Også selvom man måske normalt ikke er til dansk rap. Per Vers er i hvert fald ikke som de fleste rappere er flest. Og heldigvis for det!

FILM: The King's Speech (2010)

2011-02-16T22:35:00.003+01:00

Jeg har været i den heldige situation at have mulighed for at se alle film der er nomineret til en Oscar for best picture. Blandt de nominerede film skal der ikke herske nogen tvivl om, hvilken der er min favorit: The King’s Speech (da. Kongens store tale). Faktisk er filmen så god, at jeg varmt kan anbefale den.

The King’s Speech er så gennemført, at den er bedre end alle de andre nominerede film. Det er da heller ikke uden grund, at filmen er nomineret til flest Oscar-statuetter, nemlig 12 af slagsen. Der kan være forskellige forklaringer på hvorfor at filmen vinder, men den bedste jeg kan komme med er, at det bare er den bedste film.

Filmen handler om Bertie der uventet bliver konge. Bertie, der bliver Kong George 6., har det problem, at han stammer. Dette er et problem i hverdagen, men værst når der skal holdes store taler ved særlige lejligheder. Og da Bertie ikke har det store held med at få hans taleproblem under kontrol, må der ske noget ekstraordinært.

Gennem hans smukke kone får han kontakt til talepædagogen Lionel Logue, en aldrende skuespiller uden den store succes i livet, der bruger mindre konventionelle metoder for at få folk til at undgå at stamme. Lionel og George kommer tæt på hinanden gennem deres fælles ønske om at få George til at tale. De er dog ikke helt enige om midlerne.

Mange af scenerne i filmen er da også bygget op på netop konflikterne mellem konge og talepædagog, og de holder en noget nær perfekt standard. Specielt skuespillet er nævneværdigt og ses sjældent så godt. Til trods for, at der er rigtig meget dialog i filmen, bliver den på ingen måde hverken langtrukken eller kedelig.

Jeg har aldrig selv stammet, men kender godt til følelsen af at ens taleevner kan være alfa omega i visse sociale sammenhænge. På mange måder kan jeg derfor også sagtens identificere mig med nogle af Georges problemer i filmen. Det handler derfor ikke kun om de problemer en mand kan have med at tale, men man kommer til at fundere nærmere over, hvilket redskab talen i det hele taget er.

En statsleder skal kunne tale. Hvem kunne forestille sig en Barack Obama der ikke kunne holde en god tale? Det er da heller ikke kun på grund af den historiske skildring og kontekst at der vises billeder af Adolf Hitler i filmen. Han formåede bl.a. vha. talens magt at samle nationen og gøre den krigsførende. Det samme pres ligger på Kong George 6. og hans krigstale. Han må mestre talen og vise handlekraft og selvsikkerhed.

Kongens store tale er da også filmens endelige klimaks. Her hvor at George skal træde i karakter som en statsmand og holde sit livs tale. Det er ligeledes her at det manifesteres hvilken smuk film der er tale om, da George i hans tale akkompagneres af Ludwig van Beethoven. Ren poesi.

TEKNOLOGI: twitter

2011-02-16T22:08:00.007+01:00

Om twitter var (med)ansvarlig for at vælte Mubarak fra posten er måske et stærkt postulat - men der er ingen tvivl om, at denne relativt nye web 2.0 platform er en berigelse værd, som man ikke bør lade sig selv være uden.

Twitter er ligeså meget en mulighed for at være en stemme i havet af tweets, som det er en enorm interessant og endnu uudnyttet kilde (særligt i Danmark) til at sammensætte din egen personlige nyhedsstrøm af ting der interesserer dig.

Flere og flere, både internationale og nationale organisationer, universiteter, politikere, journalister, vinanmeldere, filmanmeldere, meningsdannere, chefredaktører, virksomheder, professorer af den ene og anden slags, sportsudøvere, komikere, erhvervsfolk og mange andre, bruger i dag twitter som en platform til at komme ud med deres budskab. Enten som små korte beskeder, eller som teasers for en nyhed som de linker til ved eksempelvis tinyurl eller bitly.

Ønsker du at benytte en platform, hvor du nemt kan komme af med et lille råb, som flere end dine umiddelbare naboer eller venner kan høre, ja så er twitter et fremragende sted at besøge et par gange om dagen, ligesom muligheden for at bestemme din egen personlige nyhedsstrøm med al sandsynlighed er noget der hører fremtiden til, da vi bliver bombarderet med mere og mere information som vi umuligt kan overskue. Derfor må en platform hvor vi til en vis grad kan kontrollere dette efter eget temperament, virke som et logisk valg, i en tid hvor indholdet i mange af dagbladene, der i høj grad i dag er en platform til nyheder og information, bliver mere og mere ligegyldige og sensationsprægede.

Om twitter vinder denne kamp mod facebook og andre udbydere ved jeg ikke, men indtil videre har twitter rigtigt meget at byde på.

Vil du gerne prøve twitter og er interesserede i danske tweeters, så kig forbi her.
Eller følg undertegnede her :-)

BOG: Hærværk (1930)

2010-08-20T00:48:00.004+02:00

Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last

Kan vi finde en mening i tilværelsen ved at søge ind i os selv? Hvad finder vi egentlig når vi søger dybt ind i sjælen med alkohol og sprut som følgesvend? Tom Kristensen, der har skrevet denne bog af et mesterværk, lader ikke sin hovedkarakter, Ole Jastrau, finde mening i ret meget. Tværtimod.

Ole Jastrau er litteraturanmelder på Dagbladet. Han har kone og barn, er velanset og vellidt og bosat i en fin lejlighed på Istedgade. Han er dog også en person vi følger på en personlig sjælerejse. Og som bogen langsomt skrider fremad i handlingsforløbet, bliver vi introduceret for et menneske, der under overfladen rummer kaos, tvivl og angst. Det hele starter med at han får besøg af et par kammerater. Ja, kammerater.

Hærværk byder Ole Jastrau på alverdens knap så borgerlige aktiviteter, lige fra et sidespring hos en glædespige, fuldskab, besøg i detentionen til alt muligt andet selvdestruktivt, der er rigtig god læsning, og som ender i den ultimative flugt fluks mod afgrunden.

Jeg mindes hverken at have læst eller set en karakter gå mere i hundene end Ole Jastrau. Det er topmålet af kaos - altså sjælens bund. Enden af kontinuet. Et referencepunkt der næppe lader sig overgå. Af samme grund giver det super mening når Kasper Spez i Pigen på væggen rapper: ”Det er et hærværk mod mig selv - Jeg’ klar til at battle Tom Kristensen.”

Hærværk blev i 1977 filmatiseret af Ole Roos med Ole Ernst i hovedrollen som Ole Jastrau (det var mange Ole’r, ja). Jeg så filmen for år tilbage på DR2, men husker den så svagt, at jeg desværre ikke kan udtale mig om denne i relation til bogen. Jeg kan dog på det kraftigste kun anbefale, at man får læst bogen.

Læs den.

MAD: Ben & Jerry's

2010-07-02T01:01:00.011+02:00

Ismærket over dem alle!

Når du først har stiftet bekendtskab med Ben & Jerry's er det svært at købe andet. Trods prisen er (meget) høj, politikken og historien bag - semi-socialitisk, så er det svært at komme uden om, at ingen færdiglavet frysedisk-is kommer i nærheden af dette mærke.

B&J's udmærker sig ved at tilbyde et utal af smagsvarianter, hvor vi i Danmark blandt andet finder Chocolade Fugde Brownie, New York Super Fudge Chunk, Strawberry Cheesecake og Phish Food.

Navnene antyder eksotisk indhold, og det er vist heller ingen underdrivelse. Flere af varianterne indeholder kombinationer som du aldrig ville turde drømme om hænger sammen, men som alligevel overrasker positivt.

Udover det eksotiske indhold, bliver du også forkælet med typisk gode råvarer af god kvalitet. Netop dette kendetegner B&J's, hvorfor man også kan tillade sig at forsvare priser på typisk - 55 - danske kroner bægeret. Ben & Jerry's går endda all-in på Fair Trade fra 2013. B&J's går med andre ord den modsatte vej af andre producenter og bliver næppe billigere med tiden.

Uanset prisen, så anbefales det at man stifter bekendtskab med et af de mange fantastiske slags is de tilbyder.

Isen forhandles både hos COOP og Dansk Supermarked, samt 7-11, som ofte har et bredt udvalg.

SPIL: Grand Theft Auto: Vice City (2002)

2010-04-09T16:14:00.002+02:00

Welcome to Vice City. Welcome to the 80s.

Hvis du er til spil med et formidabelt gameplay, en fangende historie og et inspirerende miljø, er Grand Theft Auto: Vice City et spil for dig. Spillets handling inkluderer utålelige mængder af kokain, våben, penge, kvinder og andre materielle goder i et omfang der udvikler sig stødt og hurtigt som man får tilegnet sig prestige og rigdom i Vice City, der er løst baseret på 80ernes Miami. Samtidigt indeholder det talrige referencer til Scarface (1983), der kun gør spiloplevelsen bedre.

GTA: Vice City er fyldt med vold, attitude, coolness og ikke mindst fantastisk humor, som f.eks. sniksnakken på diverse radiokanaler, eller kommentarer som ”Just think of this as socialism in action”, når man stjæler en bil. Det er gennemført og perfekt ned til mindste detalje, der gør hver en mission og køretur igennem spillet til en oplevelse.

Jeg har gennemført spillet både på PC og PlayStation 2. Historien er fælles for begge spil, hvor at man er den kriminelle Tommy Vercetti, der vender hjem efter et årelangt fængselsophold. Personligt er jeg mest til computerudgaven, da jeg finder det nemmere at kontrollere karakter, biler og våben, med undtagelse af en lille legetøjshelikopter.

GTA-serien er en spilserie der har holdt gennem tiden og forskellige spilkonsoller. Jeg anbefaler GTA: Vice City fordi, at det er det absolut bedste spil i serien. GTA3, der kom før GTA:VC, var mere nyskabende, men det indeholder ikke den samme kærlighed for historien og miljøet, som man finder i GTA:VC. GTA:VC har dertil en række ekstra funktioner, såsom motorcykler m.v., der ikke at finde i GTA3. Efterfølgeren til GTA:VC, GTA: San Andreas, er også et godt spil, men det har alt for mange detaljer og ligegyldigheder, såsom muligheden for at styrketræne. Noget der blot er en monoton og kedelig aktivitet i spillet.

Det anbefalede spil er små 8 år gammelt, men det ændrer ikke på, at det den dag i dag stadigvæk er et spil der fortjener en grad af opmærksomhed. Denne er hermed givet af undertegnede.

Links:
- GTAVice.com
- Rockstar Games: Grand Theft Auto Vice City

BOG: Klassisk og moderne politisk teori (2009)

2010-03-22T22:01:00.000+01:00

Hvad er Luthers syn på krig? Hvem var Den Skotske Oplysnings fader? Hvilken institution er afgørende for udviklingen og fastholdelsen af retten i Hegels tænkning? Hvad definerer for Carl Schmitt det politiske? Hvad kendetegner John Rawls' menneskesyn?

Svarene på disse og et væld af andre politiske og filosofiske spørgsmål står at læse i det nye, underholdende og særdeles overbevisende værk Klassisk og moderne politisk teori fra Hans Reitzels Forlag, som er skrevet af nogle af de mest kompetente forskere og eksperter på den danske intellektuelle scene heriblandt Erik Albæk, Per Mouritzen, Asbjørn Sonne Nørgaard, Søren Hviid Pedersen og Mads Qvortrup.

Værket giver en bred indføring i politiske teorier, traditioner og forskningsfelter fra Platon og Aristoteles over John Locke og Edmund Burke til vor tids stadig mere omfattende og specialiserede politiske tænkning. Det 1200 siders værk er opbygget kronologisk og består af følgende fem dele:

Fra antikken til den begyndende renæssance
Klassiske tænkere - fra renæssancen til oplysningstiden
Det lange århundrede 1789-1914
1914-1945
Politisk teori efter 1945

Hver del indledes med en historisk introduktion til det politiske og sociale klima i den pågældende periode, hvilket skaber såvel overblik som større forståelse for teoriernes tilblivelse. Herefter stiller de enkelte kapitler skarpt på udvalgte centrale teoriretninger eller teoretikere, som i særlig grad har sat deres præg på vor tids filosofiske og politiske tænkning. Det som gør værket praktisk er desuden de biografiske tekstbokse, som kort og præcist informerer om den pågældende tænkers liv og levned, samt oversigten over nøglebegreber og definitioner ved hvert kapitels afslutning. Omfangsmæssigt er vægten lagt på perioden efter 2. verdenskrig, hvor der er sket en voldsom opblomstring og nuancering af en lang række felter inden for den politiske teori, hvorfor det netop er her, værket adskiller sig positivt fra lignende udgivelser. I femte og sidste del bliver ikke kun de traditionelle teoretikere som John Rawls, Jürgen Habermas og Robert Nozick præsenteret, men sløret bliver på samme vis løftet for velfærdsteori, policyanalyse og udviklingsteori.

Hvis man er interesseret i filosofi, politik eller begge dele, så er værket Klassisk og moderne politisk teori ikke til at komme udenom. Det egner sig glimrende til opslagsværk, men kan ligeledes læses fra enden til anden, hvis man har de lyster.

Svar: 1. Kristne kan deltage i retfærdig krig, 2. Francis Hutcheson, 3. Staten, 4. Modstillingen mellem ven og fjende, 5. Rationelle og rimelige individer.

Links
- Bogpriser.dk: Klassisk og moderne politisk teori
- Hans Reitzels Forlag: Klassisk og moderne politisk teori

TV: Friends (1994-2004)

2010-03-10T21:42:00.002+01:00

You can never have enough Friends!

Denne anbefaling er skrevet med afsæt i min kærlighed for amerikanske sit-coms fra 90’erne. Der er noget specielt over disse serier. De er fra en tid hvor historien er slut - og vi kan sidde os stille og roligt til rette i sofaen og blot grine i fællesskab med dåselatteren. Udover Friends er jeg også en stor fan af blandt andet Seinfeld og Frasier, og en anbefaling af i hvert fald sidstnævnte skal også nok ramme Kulturkanonen på et tidspunkt.

Vi befinder os på en tilfældig café i New York hvor at den nyskilte Ross Geller (David Schwimmer) fortæller om hans lesbiske ekskone der er gået fra ham netop pga. nævnte adjektiv. Han er ked af det og frustreret over situationen, og han kommer frem til at han bare vil giftes igen. I samme sekund træder Rachel Green (Jennifer Anniston) ind på cafeen iført brudekjole. Her samles de seks venner der foruden de nævnte er Monica, Chandler, Joey og Phoebe.

Under hundrede skridt fra cafeen ligger Monicas lejlighed hvor at Rachel kommer frem til, at det vil være bedst at bo hos Monica, og vi skal så 10 år/sæsoner frem, før at de seks venner tager afsked med lejligheden i fællesskab for at fortsætte livets rejse på anden vis og søge nye udfordringer. Hvorfor at det der sker mellem deres møde og afsked er så fantastisk, har jeg tidligere beskrevet på min egen blog i et indlæg om hvorfor serien ikke bør filmatiseres (reklame, reklame!).

Friends er en serie der får dig til at grine. Friends er en serie der får dig til at elske hverdage kl. 17:05 på TV2. Og får dig til at hade Vinter-OL og andre begivenheder der af og til fjerner Friends fra sendefladen. Friends er mainstream, det er primitivt, det er god humor, og det er en referenceramme ufatteligt mange kan forstå.

Nej, serien skal ikke ses for at man kan blive udfordret med filosofiske problemstillinger og tankevækkende dialoger. Tværtimod. Det handler om at koble af, nyde humoren og ellers bare grine omkostnings- og risikofrit. Enjoy.

BOG: American Psycho (1991)

2010-02-26T02:00:00.002+01:00

An undisputed masterpiece.

Er du træt af skildringer der tangerer til det rørstrømske? Er du træt af en konstant brug af metaforer? I så fald er American Psycho et litterært værk der ikke vil (eller kan!) skuffe dig. I American Psycho finder du netop ingen poetiske fremstillinger, tværtimod. For hovedpersonen Patrick Bateman er der overfladen. Dette kommer primært til udtryk i hans indstilling til livet og hans livsstil. En livsstil med dyre plejeprodukter, Armani-jakkesæt og Ray-Ban-solbriller, regelmæssig frekventering på de finere lokaliteter i New York - når den selvfølgelig ikke står på meningsløs ultravold i hans eksklusive penthouselejlighed.

Bogen er skrevet af Bret Easton Ellis, der selv ser bogen som en rigtig sjov bog. Dette ændrer dog ikke på, at vi her har at gøre med et kulturprodukt, der ikke vil falde i lige god smag hos alle. Dette fordi, at vi ikke blot følger Batemans liv præget af rutinen - det narcissistiske morgenritual, The Patty Winters Show, den daglige work-out, det ikke-udfordrende arbejde, popmusikken i walkmanen og café-, restaurant- og clubbesøg. For vi følger selvfølgelig også de sadomasochistiske fantasier der i løbet af det narrative forløb bliver mere og mere vulgære og eksperimenterende. Jeg vil ikke røbe for meget, men jeg kan blot sige så meget som, at hvis du ikke kan lide rotter, vil du nok heller ikke kunne lide Patrick Batemans brug af samme, der giver betegnelsen dyresex en helt ny betydning.

Bogen skildrer en tid og et miljø hvor de materielle værdier var den eneste målestok for succes. Bret Easton Ellis var selv en del af yuppiemiljøet da han flyttede til New York, og efter at have været dette i et stykke tid, var ideen til hovedpersonens personlighed klar:

"So after two exhausting weeks of hanging out with these people I understood that my narrator would be a serial killer. I don't know where I made the connection, it just seemed logical that one of these guys would be driven so nuts by how status-obsessed everyone is that it would incite him into becoming a murderer."
- Bret Easton Ellis

Måske har du allerede set filmatiseringen, og dette er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det kan være umådeligt svært at sammenligne en bog med en film og vice versa, og American Psycho er ingen undtagelse. Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at bogen dog er way better end filmen i dets beskrivelser af ikke alene volden, men også af Patrick Batemans liv og tanker. Når dette er sagt, skal Christian Bales skuespillerspræstation i rollen som Patrick Bateman roses på et sådan plan, at filmen er værd at se alene på baggrund af denne.

American Psycho er en bog Gud og hver mand bør læse. På en skala fra 1 til 10, hvor at 11 er kliché, har vi at gøre med en klar 10’er!

FILM: Up in the Air (2009)

2010-02-02T22:08:00.005+01:00

Skal man finde en oplagt kompromisfilm mellem begge køn, er Up in the Air klart anbefalelsesværdig. Filmen ligner på overfladen endnu en ligegyldig romantisk komedie, som vi har set alt for mange af. Men fra start til slut underholder George Clooney os med en skarp skuespilpræstation. Han gør hvad han er bedst til. Med sin overbevisende dybe stemme gør han sin karakter kølig og sexet. Alene hans præstation løfter filmen i sig selv, men samtidigt afslører filmen også en god historie og en overraskende handling som alt andet lige, får en til at gå fra biografen med forestillingen om, at man har lært noget af filmen, eller i hvert fald har fået noget at tænke over. Bravo.

MUSIK: The Rumour Said Fire

2010-01-18T00:05:00.009+01:00

Kulturkanonen anbefaler, at man holder øre med det danske band, The Rumour Said Fire. Bandet vandt velfortjent den danske P3 Guld Talentpris. Bandet minder lidt om Simon & Garfunkel, men deres lyd og karisma er nu deres helt egen.

Kulturkanonen ser frem til, at bandets repertoire udvider sig.

FILM: Fight Club (1999)

2010-01-06T00:03:00.002+01:00

“This is your life and it's ending one minute at a time.”

Jeg vælger med fuldt overlæg at bryde den første regel. Jeg snakker om Fight Club. For Fight Club (1999) er ganske enkelt en for genial film til at gå din opmærksomhed forbi.

Hvad gør man når komsumsamfundets konformitet skaber en sådan følelse af magtesløshed og eksistentielt fravær, at end ikke piller hjælper på ens søvnløshed? For vores hovedperson i Fight Club (Edward Norton) bliver løsningen på nævnte søvnproblem mødet med den sæbesælgende Tyler Durden (Brad Pitt). Disse starter en klub med det simple formål at slås. Det viser sig hurtigt, at det ikke kun er hovedpersonerne der får afløb for deres frustrationer gennem den fysisk destruktive konfrontation med andre ligesindede unge mænd, og hastigt vokser klubben og ekspanderer på alle tænkelige fronter.

Jeg føler et eller andet sted at jeg har sagt hvad jeg bør, og i en konstant frygt for at denne anbefaling skal komme til at rumme en spoiler, vil jeg lade handlingsbeskrivelsen ende her - hvor filmen for alvor først starter. For at opsummere har vi ganske enkelt at gøre med en anstændig mand pakket ind i en triviel IKEA-tilværelse, som vi følger i et forsøg på at tænde livets gnist. Aldrig set bedre.

Filmen er instrueret af David Fincher, og er uden sammenligning hans allerbedste film. Se7en (1995) er end ikke tæt på. ~~Og The Game (1997) fortjener slet ikke at blive nævnt på denne blog~~. Dertil kommer, at Fight Club er spækket med lækre detaljer, der gør, at du kan se den igen og igen, uden på noget tidspunkt at fortryde det.

Konklusionen på ovenstående er derfor ganske enkel: Se Fight Club.

Links:
- IMDb: Fight Club
- Rotten Tomatoes: Fight Club

INFO: Velkommen til Kulturkanonen

2010-01-05T21:18:00.001+01:00

Velkommen til Kulturkanonen. En blog der med tiden forhåbentlig skal prydes med indlæg der anbefaler alverdens forskellige kulturprodukter. Dette være sig film, spil, bøger, musikalbums, madretter, tegneserier, drikkevarer, hjemmesider, filosoffer, tv-serier, rejsedestinationer etc. The sky is the limit.

Folkene bag bloggen beskæftiger sig ikke med nogen form for kultur af profession, og bloggen skal derfor af samme grund heller ikke læses med henblik på at få fageksperters vurderinger. Det ændrer dog ikke på, at vi i det 21. århundrede befinder os i et kulturelt landskab fyldt med vildtvoksende ukrudt. Vi løber derfor den omkostningsfrie risiko at gøre os den antagelse, at vi besidder en vis form for kyndighed til at anbefale de kulturprodukter, som vi føler at andre bør, hvis ikke allerede gjort, stifte bekendtskab med.

Der vil næppe være fuldkommen enighed blandt bloggens bidragydere i de anbefalinger der gives, men dette bør kun ses som en fordel og oplæg til debat. Der findes ingen objektive standarder når man skal vurdere kvaliteten af kultur, og bloggen skal derfor heller ikke ses som et forsøg på at fremstå elitær i bedste bedrevidende facon, men derimod som oplæg til diskussion af de anbefalinger minimum en af bloggens bidragydere finder anbefalingsværdig. Velkommen.

Til sidst skal der lyde en kæmpe tak til min hjemmedreng Peter Piilgaard for at have lavet bannerlogoet.

Håndtegn,