FILM: The Artist (2011)

»I won't talk! I won't say a word!«

Transformationen fra stumfilm til talefilm var ikke lige overkommelig for alle, og som altid når nye vilkår indtræffer, kan det føre vanskeligheder med sig. Implikationerne af filmbranchens tekniske fornyelser bliver blandt andet skildret i klassikeren Singin’ in the Rain (1952), der foregår i 1927, hvor ikke alle stumfilmsstjerner egnede sig til nu for eksempel at skulle synge musicals.

The Artist tager også sit afsæt i 1927. Vi følger George Valentin, en Hollywood-stjerne med kvindeforføriske evner, der er på toppen af sin karriere og om nogen har styr på livet. Han har et ego af dimensioner og besidder noget af det tætteste han kan komme på kunstnerisk såvel som økonomisk autonomi.

Ind i billedet kommer en beundrer af George i form af den smukke Peppy Miller. Hun er energisk og bliver ved et tilfælde danser i en film. Stabilt og sikkert får hun over de næste år bygget sit navn og karriere op, og forandringen ulmer under overfladen. Omvendt må George Valentin erfare, at han ikke er en del af fornyelsen. Fra at være en del af ensemblet finder han sig nu i en ny position, der bedst kan beskrives ved en meget mindre grad af kunstnerisk såvel som økonomisk autonomi. Herfra udfordres Georges selvopfattelse og det hele er ingenlunde fryd og gammen.

Filmen er, som du nok er bekendt med, en stumfilm i sort/hvid, men lad det ikke skræmme dig. I en tid hvor biograferne satser på 3D-teknologi og andet der skal få folk til at gå i biografen, er det vidunderligt med et modstykke til dimensionstilføjelse og visuelle effekter. Nuvel, skal det være 3D og bulder og brag før du kan holde dig vågen i biografmørket, er denne film ikke at anbefale, men har du bare et minimum af interesse for film der vil mere end nævnte, bør du ikke snyde dig selv for The Artist.

Vi har at gøre med en unik film præget af flotte billeder og en unik lydside. Skuespillet og historien fungerer eminent, og der er kælet omhyggeligt for detaljerne. Der er drama og humor (blandt andet med et humoristisk twist a la i The Apartment (1960)). Det er – med andre ord – en anbefalelsesværdig film. Det er da også med rette at den er publikums- såvel som anmelderrost (den har blandt andet fået 6 stjerner/hjerter).

Sidste år op til Oscar-uddelingen skrev jeg om The King’s Speech, at »[j]eg er ikke et sekund i tvivl om, at nærværende film nok skal vinde en masse Oscars«. Det samme gør sig i år gældende for The Artist.