You can never have enough Friends!
Denne anbefaling er skrevet med afsæt i min kærlighed for amerikanske sit-coms fra 90’erne. Der er noget specielt over disse serier. De er fra en tid hvor historien er slut - og vi kan sidde os stille og roligt til rette i sofaen og blot grine i fællesskab med dåselatteren. Udover Friends er jeg også en stor fan af blandt andet Seinfeld og Frasier, og en anbefaling af i hvert fald sidstnævnte skal også nok ramme Kulturkanonen på et tidspunkt.
Vi befinder os på en tilfældig café i New York hvor at den nyskilte Ross Geller (David Schwimmer) fortæller om hans lesbiske ekskone der er gået fra ham netop pga. nævnte adjektiv. Han er ked af det og frustreret over situationen, og han kommer frem til at han bare vil giftes igen. I samme sekund træder Rachel Green (Jennifer Anniston) ind på cafeen iført brudekjole. Her samles de seks venner der foruden de nævnte er Monica, Chandler, Joey og Phoebe.
Under hundrede skridt fra cafeen ligger Monicas lejlighed hvor at Rachel kommer frem til, at det vil være bedst at bo hos Monica, og vi skal så 10 år/sæsoner frem, før at de seks venner tager afsked med lejligheden i fællesskab for at fortsætte livets rejse på anden vis og søge nye udfordringer. Hvorfor at det der sker mellem deres møde og afsked er så fantastisk, har jeg tidligere beskrevet på min egen blog i et indlæg om hvorfor serien ikke bør filmatiseres (reklame, reklame!).
Friends er en serie der får dig til at grine. Friends er en serie der får dig til at elske hverdage kl. 17:05 på TV2. Og får dig til at hade Vinter-OL og andre begivenheder der af og til fjerner Friends fra sendefladen. Friends er mainstream, det er primitivt, det er god humor, og det er en referenceramme ufatteligt mange kan forstå.
Nej, serien skal ikke ses for at man kan blive udfordret med filosofiske problemstillinger og tankevækkende dialoger. Tværtimod. Det handler om at koble af, nyde humoren og ellers bare grine omkostnings- og risikofrit. Enjoy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar