“This is your life and it's ending one minute at a time.”
Jeg vælger med fuldt overlæg at bryde den første regel. Jeg snakker om Fight Club. For Fight Club (1999) er ganske enkelt en for genial film til at gå din opmærksomhed forbi.
Hvad gør man når komsumsamfundets konformitet skaber en sådan følelse af magtesløshed og eksistentielt fravær, at end ikke piller hjælper på ens søvnløshed? For vores hovedperson i Fight Club (Edward Norton) bliver løsningen på nævnte søvnproblem mødet med den sæbesælgende Tyler Durden (Brad Pitt). Disse starter en klub med det simple formål at slås. Det viser sig hurtigt, at det ikke kun er hovedpersonerne der får afløb for deres frustrationer gennem den fysisk destruktive konfrontation med andre ligesindede unge mænd, og hastigt vokser klubben og ekspanderer på alle tænkelige fronter.
Jeg føler et eller andet sted at jeg har sagt hvad jeg bør, og i en konstant frygt for at denne anbefaling skal komme til at rumme en spoiler, vil jeg lade handlingsbeskrivelsen ende her - hvor filmen for alvor først starter. For at opsummere har vi ganske enkelt at gøre med en anstændig mand pakket ind i en triviel IKEA-tilværelse, som vi følger i et forsøg på at tænde livets gnist. Aldrig set bedre.
Filmen er instrueret af David Fincher, og er uden sammenligning hans allerbedste film. Se7en (1995) er end ikke tæt på. Og The Game (1997) fortjener slet ikke at blive nævnt på denne blog. Dertil kommer, at Fight Club er spækket med lækre detaljer, der gør, at du kan se den igen og igen, uden på noget tidspunkt at fortryde det.
Konklusionen på ovenstående er derfor ganske enkel: Se Fight Club.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar